De danske herregårdes fremtid

De danske herregårde er andet - og langt mere - end de storslåede hovedbygninger. De er enestående fysiske helheder, der udover hovedbygningen består af ladegårde, drifts- og avlsbygninger, såvel som haveanlæg med righoldige inventarer af lysthuse og skulpturer og ikke mindst landskaber med levende hegn, enge og lystskove. De danske herregårde repræsenterer således ganske uomtvistelige arkitektoniske, landskabelige og kulturhistoriske værdier.

Den samfundsmæssige udvikling i det 20. århundrede har imidlertid bevirket, at det økonomiske grundlag for mange danske herregårde har ændret sig radikalt; ændrede produktionsforhold har medført, at de oprindelige avls- og driftsbygninger ofte ikke længere er anvendelige i den moderne produktion, hvorfor mange af disse bygninger nu står tomme hen. Behovet for at prioritere investeringerne har bevirket, at vedligeholdelsen af plejekrævende haveanlæg og store, tomme bygningsanlæg ofte må tilsidesættes til fordel for investeringer i godsdriften - og i denne proces går store værdier tabt.

Fremvæksten af den moderne oplevelsesøkonomi gør det muligt at udnytte herregårdenes herlighedsværdier og den følelsesmæssige appel til den brede befolkning - og kan således siges at repræsentere et bud på fremtidige indtægtsmuligheder for de herregårde, som evner og ønsker at udnytte den. Heller ikke indtoget i oplevelsesøkonomiens rækker er imidlertid omkostningsfrit for alle herregårde - ændringer af gamle, tomme bygninger, tilpasninger af haveanlæg og hovedbygninger kan bevirke, at historiens spor og de kulturhistoriske værdier forsvinder.

Kort sagt står de danske herregårde i en situation, hvor der skal tages stilling til, hvordan det fremtidige økonomiske grundlag sikres - og hvordan det gøres på en måde, så de kulturhistoriske værdier i videst muligt omfang sikres. Fordi herregårdene rummer og repræsenterer værdier, der rækker udover den enkelte familie eller herregård, er det  en situation, vi som samfund må forholde os til: ikke fordi alt kan eller skal bevares - men fordi herregårdenes betydning for lokalsamfundene og for den fælles erindring er så betragtelig, at den fortjener, at udviklingen ikke går upåagtet hen.

Referat


Konferencen om de danske herregårdes fremtid blev støttet af Augustinus Fonden, C.A.C. Fonden, Nykredits Fond og Oticon Fonden

Hvem er vi

Dansk Center for Herregårdsforskning er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Nationalmuseet, Arkitektskolen Aarhus og Gammel Estrup - Herregårdsmuseet. Centret holder til på Gammel Estrup - Herregårdsmuseet og har til formål at fremme og koordinere forskning, forskeruddannelse, dokumentation og formidling af herregårdens kulturhistorie.

Dansk Center for Herregårdsforskning
Randersvej 2 T (+45) 86483001
8963 Auning F (+45) 86483181
Danmark dch@gammelestrup.dk
Nyhedsbreve – Newsletters