Interesserer du dig for museumsarbejde og forskningsformidling?

Så er du måske den næste praktikant på Dansk Center for Herregårdsforskning  på Gammel Estrup - Herregårdsmuseet

 

Praktikplads
    

Vi søger en motiveret, initiativrig og fagligt dygtig studerende (fra historie, museologi eller et andet relevant fag) til et praktikforløb i efterårssemesteret 2016 eller forårssemesteret 2017 ved Dansk Center for Herregårdsforskning på Gammel Estrup - Herregårdsmuseet.

Har du lyst til at arbejde inden for museumsverdenen, og brænder du for forskningsformidling? Kender du til emnet herregårdshistorie - eller har du lyst til at sætte dig ind i det? Så er det måske dig, der er vores næste praktikant.

Din primære opgave bliver at deltage i gennemførelsen af centerets store projekt"Herregårdene - en europæisk historie", der via en række forskellige platforme formidler herregårdskultur i regionalt og europæisk perspektiv. Du vil få mulighed for at prøve kræfter med forskellige former for faglig formidling - selvstændigt og i samarbejde med centerets faste team. Projektet er en del afEuropæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Du får plads i forskningscenteret, men vi er en lille organisation, så du vil få indblik i det meste af museets arbejde og får lov at tage meget ansvar.

Arbejdstiden er 30 timer pr. uge i minimum 3 måneder. Arbejdstiden er primært i hverdagene, men der må også påregnes enkelte aften- og weekendtimer i forbindelse med afvikling af arrangementer.

Gammel Estrup - Herregårdsmuseet ligger ved Auning på Djursland. Det er muligt at komme til museet fra Aarhus med rutebil via Hornslet, Ryomgård eller Randers.

Send ansøgning hurtigst muligt til centerleder Signe Boeskov på sb@gammelestrup.dk. For yderligere information om museet og centret se www.herregårdsforskning.dk og www.gammelestrup.dk eller kontakt os på 8648 3001 eller sb@gammelestrup.dk.

 

 

Hvem er vi

Dansk Center for Herregårdsforskning er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Nationalmuseet, Arkitektskolen Aarhus og Gammel Estrup - Herregårdsmuseet. Centret holder til på Gammel Estrup - Herregårdsmuseet og har til formål at fremme og koordinere forskning, forskeruddannelse, dokumentation og formidling af herregårdens kulturhistorie.

Dansk Center for Herregårdsforskning
Randersvej 2 T (+45) 86483001
8963 Auning F (+45) 86483181
Danmark dch@gammelestrup.dk
Nyhedsbreve – Newsletters