Nordisk Slots- og Herregårdssymposium 2014

Symposiet afholdtes i 2014 i Danmark under titlen Gods, herregård og herskab i 1600-tallets Norden.  

 

                               Symposium2014

 

Ved symposiet i 2014 lå hovedvægten på et samlet kronologisk fokus - nemlig 1600-tallet - der er af afgørende betydning for den forskningsmæssige forståelse af det nordiske herregårdslandskab. Perioden var blandt andet kendetegnet ved en stærk international orientering, og herregårdsslægterne var knyttet sammen på tværs af landegrænserne i de nordiske lande. Samtidig ser vi også i denne periode grundlæggende forskellige udviklinger på herregårdsområdet, der den dag i dag sætter uensartet præg på herregårdene og deres plads i både landskabet og samfundet i de respektive nordiske lande.

Under temaet "Adel og bonde - Gods og Landbosamfund i 1600-tallets Norden" bød symposiets første dag på fem foredrag, der blandt andet omhandlede vilkår for godsejere og bønder samt statsmagt og godsdannelse i Norden. Som noget nyt bød dagen også på et programpunkt kaldet "Nyt fra herregårdsforskningen", hvor alle blev opfordret til at præsentere igangværende eller kommende projekter i korte oplæg af fem minutters varighed, for at fremme Nordisk Slots- og Herregårdssymposiums funktion som netværksforum for det faglige område. Symposiets anden dag bød på en foredragsrække under temaet " Herregård og herskab - Bygninger og Herregårdsliv i 1600-tallets Norden", hvor foredragene blandt andet omhandlede lærde adelskvinder, adelens iscenesættelse og periodens herregårdsarkitektur i Norden.

Symposiets to sidste dage bød på ekskursioner til fynske herregårde, der alle var opført i 1600-tallet og som derved dannede perspektiv for de forudgående dages foredrag og diskussioner. Turen gik til Holckenhavn, Hesselagergård, Brobygård, Lundegaard, Skjoldemose og Broholm. Alle steder blev forsamlingen modtaget med stor åbenhed og venlighed.  

 

Se Tv2/Fyns indslag fra årets symposium:

 

Rapport

Se rapport fra symposiet 2014 her

Hvem er vi

Dansk Center for Herregårdsforskning er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Nationalmuseet, Arkitektskolen Aarhus og Gammel Estrup - Herregårdsmuseet. Centret holder til på Gammel Estrup - Herregårdsmuseet og har til formål at fremme og koordinere forskning, forskeruddannelse, dokumentation og formidling af herregårdens kulturhistorie.

Dansk Center for Herregårdsforskning
Randersvej 2 T (+45) 86483001
8963 Auning F (+45) 86483181
Danmark dch@gammelestrup.dk
Nyhedsbreve – Newsletters